Hvordan kan det være, at man altid selv giver de bedste råd, men aldrig formår at følge dem selv?
Hvorfor er det så nemt at finde, påpege og rette andres fejl, men aldrig ens egne?
Egne fejl må vel være lidt ligesom fluer på landet (-ja jeg har boet en del år på landet): Du kan konstant høre dem, de sværmer rundt og skaber små sorte pletter, men forsvinder ligeså snart du kommer med en fluesmækker (hvilket gør dem så meget sværere at udrydde).
Når jeg begynder at opfange signaler om affektionsværdi fra en god ''ven'', burde jeg så stoppe legen? Eller ville det egentlig bare være enormt prætentiøst af mig og på ingen måde give det ønskede resultat?
Når jeg ved at kun en mand optager mit sind helt og holdent - burde jeg så stoppe legen med den mand, hvis sind, jeg optager helt og holdent?
Uanset hvad, vil der jo kunne mærkes en ændring fra min side, hvordan skulle den så kunne forklares?
Skulle jeg lyve og sige at det var mig der var fejlen? Lade som om jeg var i stand til at have følelser for en, når følelser for en anden optager mine vågne, drømmende og sovende timer i døgnet?
Når det kommer til kærlighed og mænd er jeg på ingen måde ekspert, men hvorfor er der ikke en ekspert der har skrevet en idiotsikker, gennemført manuel til ens kærlighedsliv?
Noget lignende det her:
1. Er du forelsket? ja/nej
2. Hvis ja, er du så seksuel aktiv? ja/nej
3. Hvis ja, er det så med den samme person som du havde følelser for?
4. Hvis ja - skønt!
5. Hvis nej - Stop legen dernæst kan du med god samvittighed hoppe i havet og håbe på hukommelsestab > ny start.
(Nu skal det lige siges at ingen pga. nogen mand - NOGENSINDE - burde hoppe i havet eller på anden måde skade sig selv = de er ikke de værd!)
Ønsk mig held og lykke
xoxo
Ingen kommentarer:
Send en kommentar