En venindes tanker

Torsdag DEN 1. november 2012

Hvorfor er mænd så skide bange?

Hvorfor er det, at mænd ikke tør at føle. Nu har jeg for første gang i mit liv endelig slået mig løs, og for en muslimsk pige er det ikke småting. Man må i virkeligheden ingenting; du må ikke date, du må ikke sove ude, du må ikke drikke - du må generelt ikke føle nogen som helst kærlighed andet end den, der på forhånd er godkendt hjemmefra. Kan det så være rigtigt, at når du (aka. jeg) vælger at trodse disse regler, siger du skal på nattevagt, når du i virkeligheden sover over hos en fyr, tager til fester og drikker - og cykler de 25 km du har hjem blot så dine forældre ikke skal opdage det. Hvorfor er det, at du er villig til at gå så langt, når han ikke engang tør at invitere dig ud på anden date? - Er det fordi "he's just not that into you", eller er det frygten for det ukendte? For han skal vel også et eller andet sted føle, at det her kan føre et sted. Fyre, der er i midten af 20'erne ser super godt ud og har aldrig haft det svært med at finde et nyt knald i byen, de plejer at have svært ved at binde sig. Måske fordi det er så pisse let, og de i virkeligheden ikke ved, hvad de går glip af. Det kan vel også være en facade, så de inderst inde heller ikke bliver såret (vennerne forguder dem jo!). Jeg ved ikke hvorfor det er sådan her, men min intuition plejer aldrig at fejle, og når jeg føler, at han vil mig, så ved jeg, at det er sandt. Det eneste problem er bare, at det ikke nødvendigvis betyder, at han vil gøre noget ved det. Mænd er skide bange, bange for os kvinder, bange for at føle og mest af alt, bange for at blive såret. Medlidenhed kommer man dog ikke langt med hos mænd, det udnytter de. Det bedste man kan gøre er at se tiden an, date andre 'bange for følelser' mænd i mellemtiden - hvem ved, måske der en dag er en fyr, der tør tage chancen, fordi han simpelthen ikke kan lade være?

LørdaG DEN 28. april 2012

Er det forkert at føle noget - eller ikke føle?

Hvad er det egentlig en fyr tænker på, når først han har scoret dig? Vil han i det øjeblik han kysser dig gerne se dig igen? - eller er det bare ren og skær lyst, der driver ham. Er det forkert at skrive til ham dagen efter, eller er det en selvfølge at I skal skrive til hinanden - og hvorfor er det det? Det er altid svært, at være den, der starter med at skrive. For man ved ikke, om den anden i virkeligheden bare ville hygge sig for en aften - eller ville lære en bedre at kende. Hvis man selv føler at der var hyggeligt bare for en aften - så var det nok også bare det. Problemerne opstår, når folk omkring en begynder at tillægge dit kys med en 'fremmed' en hvis betydning. "Hvorfor udvekslede I ikke numre?", "Skal I ses igen?". Og der må du ærligt svare, at I ikke udvekslede numre, og at du ikke ved, om I skal ses igen... Hvorfor gør du egentlig ikke det? Først dér går det op for en, at man faktisk helt følelsesløst har været sammen med en, og det virker forkert. I stedet for at lade tingene være, prøver man desperat at give det en mening og gør det man absolut ikke må: Skrive til personen - og nu svarer han ikke!
Måske var det ikke meningen, at der skulle være noget på et dybereliggende plan; og derfor var der ikke nogen grund til udveksling af numre - er det virkelig så forkert? Det må have været en gensidig følelse, eftersom indbakken er tom.
Ens intuition fejler aldrig, og det at lade andre ændre ens tanker og følelser, fjerner ens forbindelse til virkeligheden og intuitionen. Hvorfor er det forkert ikke at føle - ens intuition siger god for det...

MaNDAG DEN 12. MARTS 2012

Skal, skal ikke?

Nogle fyre kan virkelig charmere en ved første møde. Og man vil ikke virke for ivrig den første gang man møder en fyr, man vil helst bare gerne give ham indtrykket af, at man er 'awesome' som man siger nu til dags. Det slår en først bagefter, at man muligvis ikke får denne charmerende fyr at se igen - og hvad gør man så? Kan man skrive til ham over facebook? Er det egentlig okay? Min intuition siger mig, at der må gøres noget, men hvad? Hvad med en kop kaffe? Det er altid lidt grænseoverskridende at blotlægge ens hjerte på denne måde - eller gør man nu også det. For hvornår er vi danskere begyndt at tænke kaffe aftaler som værende et bindende forhold? Hvorfor lærer vi ikke noget af blandt andet amerika, hvor en almindelig pige sagtens kan drikke en kop kaffe med en ny fyr hver anden dag, for det er trods alt bare en kop kaffe. Bør vi virkelig køre os selv så meget op over sådan en simpel forespørgsel, og hvem ved, måske spørger vedkommende bare fordi han eller hun synes du er nice.

Og hvorfor skal vi kvinder vente på, at de fyrer vi kan lide inviterer os ud? Hvordan ved vi overhovedet om de er klar over, at de har en chance. Har du ikke også tit undret dig over, hvorfor det altid er de forkerte, der inviterer en ud? Måske er det fordi, vi ikke tør at være os selv overfor dem vi kan lide, måske hvis vi spørger fyren ud med det samme forsvinder den akavede stemning og så kan man tage tingene som de kommer.

Det er ikke let i situationen, men måske er det også bare en god idé at få klarhed over, hvor han står. Takker han nej, jamen så er det vel videre med livet - så finder man den næste fyr at invitere ud på en kop kaffe og man må da kunne fange en fyr i sit net - det kræver trods alt ikke mere end én fyr i sidste ende.

En fair start

Det har tit undret mig, hvorfor vi mennesker reagerer som vi gør - vi vil alle have det, der er uopnåeligt for os. Når vi endelig får det såkaldt "uopnåelige" kan vi ikke bruge det til noget. Vi giver slip igen og søger efter noget andet uopnåeligt. Hvorfor er det, at vi mennesker ikke ser enhver som ved os står som uopnåelig, for hvem kan nogensinde trænge ind til det inderste i et andet menneske, hvem af os har så meget magt, at vi kan påstå at vi ved præcis, hvad vi får ud af dette og hvad dette menneske kan byde... Det har ingen, og det er derfor vigtigt, at vi giver alt en fair tid en fair start.

Worth the while

Der findes de fyre, der gerne vil have det de ikke kan få. De snakker løs og forklarer dig, hvor højt de elsker dig, hvor langt de vil gå og hvad de vil gøre for netop dig. Du giver logisk nok ikke efter, hvorfor skulle du det. Men efter 1½ år giver du endelig efter, forholdet varer 2 uger, hvilket nok ikke er særlig overraskende, for hvem kan leve op til en fyr der har ventet 1½ år på digs forventninger? Det er et evindeligt dillemma, for du giver først efter, når du er sikker på hans følelser, han er blind indtil han får dig, da er det hele forgæves, for inderst inde fortjener ingen at skulle vente så længe på noget, der er rigtigt.

Kender du typen?

Vi møder alle på et tidspunkt en person, der ikke kan lade være med at direkte eller indirekte komme med dårlige kommetarer. Tænker sig selv større end os andre, ved bedre. Har temperamant, ved hvordan man manipulerer....

En person med ufattelig magt over godhjertede folk, men som også stiller sig selv i "stakkels mig" positionen - konstant.
På den ene side vil vi gerne hjælpe, på den anden vil vi ikke svines til. Vi vil ikke udnyttes for vores styrke, der har bragt os så langt. Vi vil ikke ned på samme niveau som at være ked af os selv, men sagen er den, at folk som disse tager andre med sig ned......

... Og de lærer aldrig at vejen til lykke var at give komplimenter - og få igen....

Dilemma?

Mange indvandrere har problemer med at falde til i dagens Danmark, ikke blot skal de leve op til deres forældres forventninger omkring familie og ære, men de skal også integrere sig i det danske samfund. Mange indvandrere i dag gifter sig med indvandrere og således vil det fortsætte, men de forældre der ønsker dette for deres børn lukker også øjnene for alle de andre muligheder der er rundt i landet. De standser integrationen er deres egne børn ved at fastholde dem til ”deres egen slags”. Mange står overfor at skulle vælge, hvad der betyder højst, kærligheden til deres familie eller den de "elsker". Et dilemma, der ikke nævnes særlig ofte, fordi de fleste allerede fra de er helt små affinder sig med, at forældrenes krav kommer i første række og derfor ikke modsiger dette.

Det er klart for mig, at der skal en anden mentalitet til. Jeg er selv indvandrer i dagens Danmark, men selv jeg ved endnu ikke, om jeg i sidste ende vælger efter mine forældres ønske. Ikke fordi jeg ikke tænker og er selvstændig, men fordi jeg er vokset op med en anden mentalitet i forhold til kærlighed og fremtid.