Hvad med de der lorte dage vi aldrig viser offentligt?

Vi er i et samfund der er stressende, højt kørende, socialt og utrolig dømmende. Mange mennesker 'poster' evigt solskins historier for resten af verden at se. Billeder med den rigtige kop, den rigtige blomst og det helt fine lille skinnende stearinlys ved siden af i den helt perfekte kombination. Folk har så travlt med at pryde deres fjer, både stilmæssigt, online og forholdsmæssigt. Vi bliver dagligt bombaderet med andre folks perfekte liv i en sådan grad at vi de fødte eksperter i andre folks liv.
Men hvad så med dem der ikke pryder? Hvad med alle de nedture vi allesammen må gå igennem? Hvor i al verden ser man dem henne?
Den effekt at folk bliver ved med at insistere på de har det perfekte liv sammen med ingen taler om alle nedturene, skaber en enorm følelse af ensomhed for den ene der sidder alene og tænker - hvem har det som mig? Personligt kan jeg på ingen måde identificere med det perfekte liv og jeg tænker at jeg umuligt kan være den eneste. Hvad ville der ske hvis man åbnede op for en debat, en offentlig ægte debat, hvor det blev okay at vise alle de lorte dage vi allesammen oplever? At vise man ikke er det perfekte menneske, at vise at man ikke har formået andet end at drikke kaffe og have dårlig samvittighed en hel dag (ja, du gættede rigtigt, det er min dag indtil videre). At vise man laver fejl, formentlig ligeså ofte, som man laver ting rigtigt. At vise den usikkerhed der ligger dybt i de fleste mennesker. At vise at i bund og grund så er den eneste grund til at folk har så travlt med at præge deres ydre image vel egentlig et forsøg på at aflede opmærksomheden fra hvor hult de føler det inden i?
Hvad er der egentlig galt i at stå ved man kan glemme ting og have lorte dage?

Hvem konkurrerer du mod?

Min dag starter som de fleste andre. Jeg står op, gør mig klar og så ud af døren. På cykelstien styrter jeg af sted på min knirkende, rustne jernhest og har en lille intern konkurrence med alle de andre. Jeg skal selvfølgelig hurtigst, jeg kan bestemt ikke ligge bag en der kører en lille smule langsommere end hvad mit temperament tillader mig! Fuld af stolthed over at være kommet hurtigst frem til alle de mange røde lys møder jeg op på mit slutdestination.
Dagen går stille med indlæring, udfordringer og øvelse. Der er fokus og igen, har jeg faktisk en lille intern konkurrence med mig selv (og ærligt også lidt med de andre) om at være bedst.
Efter alt indlæringen taler jeg med en kollega der beretter om forskning og hvordan hendes dag fortsætter når jeg selv tager hjem. Igen føler jeg stikket fra konkurrencen. Hun kommer meget mere fagligt igennem på en dag end mig. Jeg bliver helt konkurrence lysten indeni og mærker pludseligt et stik af selv at ville gøre det.

Nu hvor jeg er hjemme igen og alt konkurrencen har lagt sig kan jeg se hvor fjollet det hele er. Det meste af mine dag har jeg jo lagt pres på mig selv og hele tiden følt en konkurrence.
Jeg er ikke typen der kan jonglere syttenhundrede ting på samme tid, eller for den sags skyld, har lyst til det.
Jeg er ikke typen der har lyst til at bruge hele min dag på faglige ting, uden at hygge mig derhjemme. Jeg er ikke typen der prioriterer at skulle læse mig til erfaring, men snarere er jeg typen der har rigtig godt at at have ting mellem hænderne.
Jeg er typen der nyder en god bog, en god the og dejlig musik i baggrunden.
Jeg er typen der har brug for at stresse ned og slukke lidt for hovedet en gang i mellem.

Jeg er typen der har brug for dagligt at minde mig selv om at livet er det der sker lige nu og her. Ikke når man er færdig med et projekt, ikke når man har opnået en faglig grad, men lige nu og her.

I og med jeg i dag blev klar over hvor meget jeg egentlig måler mig selv i forhold til andres bedrifter og måde at leve livet på, vil jeg da gøre mit bedste for at stoppe det. Hvad godt skulle komme ud af at fortsætte? I virkeligheden går de sikkert med en masse ting der generer dem som de ikke tør stå åbne omkring. Hvor ville det dog være fjollet at tro andet.

Jeg håber at i alle har en dejlig dag, hvor i glæder jer over jeres liv i forhold til hvad i ønsker og ikke måler det sammenholdt med hvad andre folk fortæller jer de gør (ærligt, så lyver de garanteret også en lille smule). ;)