Vi er i et samfund der er stressende, højt kørende, socialt og utrolig dømmende. Mange mennesker 'poster' evigt solskins historier for resten af verden at se. Billeder med den rigtige kop, den rigtige blomst og det helt fine lille skinnende stearinlys ved siden af i den helt perfekte kombination. Folk har så travlt med at pryde deres fjer, både stilmæssigt, online og forholdsmæssigt. Vi bliver dagligt bombaderet med andre folks perfekte liv i en sådan grad at vi de fødte eksperter i andre folks liv.
Men hvad så med dem der ikke pryder? Hvad med alle de nedture vi allesammen må gå igennem? Hvor i al verden ser man dem henne?
Den effekt at folk bliver ved med at insistere på de har det perfekte liv sammen med ingen taler om alle nedturene, skaber en enorm følelse af ensomhed for den ene der sidder alene og tænker - hvem har det som mig? Personligt kan jeg på ingen måde identificere med det perfekte liv og jeg tænker at jeg umuligt kan være den eneste. Hvad ville der ske hvis man åbnede op for en debat, en offentlig ægte debat, hvor det blev okay at vise alle de lorte dage vi allesammen oplever? At vise man ikke er det perfekte menneske, at vise at man ikke har formået andet end at drikke kaffe og have dårlig samvittighed en hel dag (ja, du gættede rigtigt, det er min dag indtil videre). At vise man laver fejl, formentlig ligeså ofte, som man laver ting rigtigt. At vise den usikkerhed der ligger dybt i de fleste mennesker. At vise at i bund og grund så er den eneste grund til at folk har så travlt med at præge deres ydre image vel egentlig et forsøg på at aflede opmærksomheden fra hvor hult de føler det inden i?
Hvad er der egentlig galt i at stå ved man kan glemme ting og have lorte dage?
fredag den 18. november 2016
torsdag den 10. november 2016
Hvem konkurrerer du mod?
Min dag starter som de fleste andre. Jeg står op, gør mig klar og så ud af døren. På cykelstien styrter jeg af sted på min knirkende, rustne jernhest og har en lille intern konkurrence med alle de andre. Jeg skal selvfølgelig hurtigst, jeg kan bestemt ikke ligge bag en der kører en lille smule langsommere end hvad mit temperament tillader mig! Fuld af stolthed over at være kommet hurtigst frem til alle de mange røde lys møder jeg op på mit slutdestination.
Dagen går stille med indlæring, udfordringer og øvelse. Der er fokus og igen, har jeg faktisk en lille intern konkurrence med mig selv (og ærligt også lidt med de andre) om at være bedst.
Efter alt indlæringen taler jeg med en kollega der beretter om forskning og hvordan hendes dag fortsætter når jeg selv tager hjem. Igen føler jeg stikket fra konkurrencen. Hun kommer meget mere fagligt igennem på en dag end mig. Jeg bliver helt konkurrence lysten indeni og mærker pludseligt et stik af selv at ville gøre det.
Nu hvor jeg er hjemme igen og alt konkurrencen har lagt sig kan jeg se hvor fjollet det hele er. Det meste af mine dag har jeg jo lagt pres på mig selv og hele tiden følt en konkurrence.
Jeg er ikke typen der kan jonglere syttenhundrede ting på samme tid, eller for den sags skyld, har lyst til det.
Jeg er ikke typen der har lyst til at bruge hele min dag på faglige ting, uden at hygge mig derhjemme. Jeg er ikke typen der prioriterer at skulle læse mig til erfaring, men snarere er jeg typen der har rigtig godt at at have ting mellem hænderne.
Jeg er typen der nyder en god bog, en god the og dejlig musik i baggrunden.
Jeg er typen der har brug for at stresse ned og slukke lidt for hovedet en gang i mellem.
Jeg er typen der har brug for dagligt at minde mig selv om at livet er det der sker lige nu og her. Ikke når man er færdig med et projekt, ikke når man har opnået en faglig grad, men lige nu og her.
I og med jeg i dag blev klar over hvor meget jeg egentlig måler mig selv i forhold til andres bedrifter og måde at leve livet på, vil jeg da gøre mit bedste for at stoppe det. Hvad godt skulle komme ud af at fortsætte? I virkeligheden går de sikkert med en masse ting der generer dem som de ikke tør stå åbne omkring. Hvor ville det dog være fjollet at tro andet.
Jeg håber at i alle har en dejlig dag, hvor i glæder jer over jeres liv i forhold til hvad i ønsker og ikke måler det sammenholdt med hvad andre folk fortæller jer de gør (ærligt, så lyver de garanteret også en lille smule). ;)
Dagen går stille med indlæring, udfordringer og øvelse. Der er fokus og igen, har jeg faktisk en lille intern konkurrence med mig selv (og ærligt også lidt med de andre) om at være bedst.
Efter alt indlæringen taler jeg med en kollega der beretter om forskning og hvordan hendes dag fortsætter når jeg selv tager hjem. Igen føler jeg stikket fra konkurrencen. Hun kommer meget mere fagligt igennem på en dag end mig. Jeg bliver helt konkurrence lysten indeni og mærker pludseligt et stik af selv at ville gøre det.
Nu hvor jeg er hjemme igen og alt konkurrencen har lagt sig kan jeg se hvor fjollet det hele er. Det meste af mine dag har jeg jo lagt pres på mig selv og hele tiden følt en konkurrence.
Jeg er ikke typen der kan jonglere syttenhundrede ting på samme tid, eller for den sags skyld, har lyst til det.
Jeg er ikke typen der har lyst til at bruge hele min dag på faglige ting, uden at hygge mig derhjemme. Jeg er ikke typen der prioriterer at skulle læse mig til erfaring, men snarere er jeg typen der har rigtig godt at at have ting mellem hænderne.
Jeg er typen der nyder en god bog, en god the og dejlig musik i baggrunden.
Jeg er typen der har brug for at stresse ned og slukke lidt for hovedet en gang i mellem.
Jeg er typen der har brug for dagligt at minde mig selv om at livet er det der sker lige nu og her. Ikke når man er færdig med et projekt, ikke når man har opnået en faglig grad, men lige nu og her.
I og med jeg i dag blev klar over hvor meget jeg egentlig måler mig selv i forhold til andres bedrifter og måde at leve livet på, vil jeg da gøre mit bedste for at stoppe det. Hvad godt skulle komme ud af at fortsætte? I virkeligheden går de sikkert med en masse ting der generer dem som de ikke tør stå åbne omkring. Hvor ville det dog være fjollet at tro andet.
Jeg håber at i alle har en dejlig dag, hvor i glæder jer over jeres liv i forhold til hvad i ønsker og ikke måler det sammenholdt med hvad andre folk fortæller jer de gør (ærligt, så lyver de garanteret også en lille smule). ;)
onsdag den 5. oktober 2016
Gør det lige..
Fuck hvor er jeg sej!
Den tanke har jeg haft en del den seneste uge. Der sker så mange spændende ting i mit liv indenfor ganske kort tid - det bliver super hårdt (sværere end at samle IKEA møbler på 5 min) - men samtidigt super spændende!
I stedet for at skrive løs om det, vil jeg hellere lige bruge et par minutter på at minde jer allesammen om at give jer selv et klap på skulderen.
Så gør lige det!
For hver eneste negative tanke du har haft i dag, så tænk 3 positive og slut lige af med at minde dig selv om at du er så fucking super sej!
Den tanke har jeg haft en del den seneste uge. Der sker så mange spændende ting i mit liv indenfor ganske kort tid - det bliver super hårdt (sværere end at samle IKEA møbler på 5 min) - men samtidigt super spændende!
I stedet for at skrive løs om det, vil jeg hellere lige bruge et par minutter på at minde jer allesammen om at give jer selv et klap på skulderen.
Så gør lige det!
For hver eneste negative tanke du har haft i dag, så tænk 3 positive og slut lige af med at minde dig selv om at du er så fucking super sej!
tirsdag den 27. september 2016
Kan man returnere 'at være voksen'?
Hvornår var sidste gang du gjorde noget fordi det gjorde dig helt oprigtigt glad og det var det eneste i verden du havde lyst til at gøre? Ligesom dengang med sne kampe, løbe rundt på græsset (fordi det var sjovt ikke fordi du havde dårlig samvittighed over lårene), kakao når vejret var dårligt, male, tegne med fokus på at tegne (ikke fordi du laver krudseduller i en telefonsamtale), læse en god bog der får dig til at grine... Hvornår er egentlig sidste gang du gjorde det?
For ganske kort tid siden gik det op for mig at jeg havde trisset rundt i en tilværelse blandet med arbejde, studie og ansvar hele tiden. Intet var uden formål, intet var unødvendigt alt var fornuftigt. Ved i hvad? Jeg havde en følelse af grå inden i mig. En følelse af at jeg ikke vidste hvem jeg var eller hvad jeg ville. En følelse af at jeg eksisterede, men ikke at jeg levede. Hvem var jeg?
Ærligt så er jeg nok ikke helt ude af det. Men jeg prøver. Længe har jeg kæmpet, faktisk i mere end et år, for at komme bare nogenlunde ovenpå. Jeg har kæmpet med skyld, dårlig samvittighed og en manglende identitetsfølelse. For filan hvor er det dog svært! og nok lidt dyrt eftersom jeg købte mig fattig i mindfulness bøger... Det mest frustrerende er, at der ikke er noget 'easy fix'. Der er ikke én måde der fungerer for alle. Måske bare det at dele erfaringer og tale åbent om det hjælper?
Det første jeg har forsøgt at gøre er at returnere det at være voksen. Den er sendt retur med GLS. Alle de restriktioner og korrekte etiketter vi sætter på hinanden har jeg smidt ud. Dengang man var barn accepterede man alle for dem de var og det er jeg bestemt i gang med at arbejde op igen. I stedet for at fokusere på fejl på andre (og faktisk øge din egen usikkerhed), forsøger jeg at fokusere på ting jeg glæder mig til og hvad der er dejligt ved hvert enkelt menneske. At finde en glæde lige der hvor jeg er og ikke vente med at glæde mig over livet til 'når jeg kommer hjem'. Det er ikke de store ændringer der gør noget, det er dem du laver lige nu!
Det næste jeg gjorde var at købe en mindfulness bog. Det lyder nok tacky, men det virkede!
Den bedste jeg fandt var 'The little Book of Mindfulness'. Den var billig og lige hvad jeg havde brug for. Hver side indeholder et lille citat eller en lille øvelse til dig. Allesammen minder en om at værdsætte livet - ikke alle de ting i det, men LIVET. De små citater minder en om hvor vigtigt det er at elske, være til og ikke mindst at tilgive fejl - uanset hvilke de så end måtte være. Ikke for nogen andres skyld, men for din egen.
Med denne bog gik det op for mig hvor vigtigt det var for mig at få tilgivelse. Det var hårde ting, der ikke var noget jeg nogensinde havde lyst til at anerkende skete, men de skulle siges højt og jeg skulle høre ''jeg tilgiver dig''.
Hvis du forestiller dig dit barne jeg. Se dig selv som dengang du var barn. Lille, fin, uskyldig, ærlig, kærlig, sårbar og glad. Så tænk på hvor meget du sidenhen har banket det barn ind i nogle rammer som du ikke selv har bestemt. Se hvordan du har hadet det barn for ting det ikke kunne gøre for. Se hvor dårlig du har været at tilgive det barn når det lavede fejl. Se hvor hårde krav du sætter. Hvor tarvelig du er til at rose det når det endelig gør noget godt. Prøv så at se hvordan det ser ud nu, med tårer ned af kinderne, mærker på kroppen, selvhad, forvrænget selvbillede og ulykkelig. Men børn er heldigvis ikke uden en fantastisk evne til at hele når det præsenteres for kærlighed. Hvis du behandler dem ordenligt og passer godt på dem, så elsker de dig igen. Måske skulle du prøve det med dig selv?
I får lige et citat med på vejen
''If we can just let go and trust that things will work out the way they're supposed to, without trying to control the outcome, then we can begin to enjoy the moment more fully. The joy of the freedom it brings become more pleasurable than the experience itself'' - Goldie Hawn
For ganske kort tid siden gik det op for mig at jeg havde trisset rundt i en tilværelse blandet med arbejde, studie og ansvar hele tiden. Intet var uden formål, intet var unødvendigt alt var fornuftigt. Ved i hvad? Jeg havde en følelse af grå inden i mig. En følelse af at jeg ikke vidste hvem jeg var eller hvad jeg ville. En følelse af at jeg eksisterede, men ikke at jeg levede. Hvem var jeg?
Ærligt så er jeg nok ikke helt ude af det. Men jeg prøver. Længe har jeg kæmpet, faktisk i mere end et år, for at komme bare nogenlunde ovenpå. Jeg har kæmpet med skyld, dårlig samvittighed og en manglende identitetsfølelse. For filan hvor er det dog svært! og nok lidt dyrt eftersom jeg købte mig fattig i mindfulness bøger... Det mest frustrerende er, at der ikke er noget 'easy fix'. Der er ikke én måde der fungerer for alle. Måske bare det at dele erfaringer og tale åbent om det hjælper?
Det første jeg har forsøgt at gøre er at returnere det at være voksen. Den er sendt retur med GLS. Alle de restriktioner og korrekte etiketter vi sætter på hinanden har jeg smidt ud. Dengang man var barn accepterede man alle for dem de var og det er jeg bestemt i gang med at arbejde op igen. I stedet for at fokusere på fejl på andre (og faktisk øge din egen usikkerhed), forsøger jeg at fokusere på ting jeg glæder mig til og hvad der er dejligt ved hvert enkelt menneske. At finde en glæde lige der hvor jeg er og ikke vente med at glæde mig over livet til 'når jeg kommer hjem'. Det er ikke de store ændringer der gør noget, det er dem du laver lige nu!
Det næste jeg gjorde var at købe en mindfulness bog. Det lyder nok tacky, men det virkede!
Med denne bog gik det op for mig hvor vigtigt det var for mig at få tilgivelse. Det var hårde ting, der ikke var noget jeg nogensinde havde lyst til at anerkende skete, men de skulle siges højt og jeg skulle høre ''jeg tilgiver dig''.
Hvis du forestiller dig dit barne jeg. Se dig selv som dengang du var barn. Lille, fin, uskyldig, ærlig, kærlig, sårbar og glad. Så tænk på hvor meget du sidenhen har banket det barn ind i nogle rammer som du ikke selv har bestemt. Se hvordan du har hadet det barn for ting det ikke kunne gøre for. Se hvor dårlig du har været at tilgive det barn når det lavede fejl. Se hvor hårde krav du sætter. Hvor tarvelig du er til at rose det når det endelig gør noget godt. Prøv så at se hvordan det ser ud nu, med tårer ned af kinderne, mærker på kroppen, selvhad, forvrænget selvbillede og ulykkelig. Men børn er heldigvis ikke uden en fantastisk evne til at hele når det præsenteres for kærlighed. Hvis du behandler dem ordenligt og passer godt på dem, så elsker de dig igen. Måske skulle du prøve det med dig selv?
I får lige et citat med på vejen
''If we can just let go and trust that things will work out the way they're supposed to, without trying to control the outcome, then we can begin to enjoy the moment more fully. The joy of the freedom it brings become more pleasurable than the experience itself'' - Goldie Hawn
søndag den 25. september 2016
Søndags sladder ....
Antal succes oplevelser som kæreste denne weekend:
5
Antal ømme muskler:
639
Antal brækkede knogler:
0 (næsten et mirakel!)
Antal cigaretter:
5
Super weekend! Denne weekend var den Mr. Big fik sin fødselsdagsgave i form af en masse oplevelser. Den blev kickstartet med en tur i Operaen - Svanesøen. Smuk dans og vidunderlig musik, scenografien er jeg ikke sikker på jeg elsker. Den er lidt kold til mit romantiker hjerte.
Lørdagen fik vi klatret for første gang for ut. Jeg kom 11 meter op uden at falde og uden at brække knogler eller brække mig udover alle de andre = succes!
Frokost på papirøen - fyldt med hipstere og dyr mad, men nu har vi prøvet det.
Aftenen stod på sushi i Store Kongensgade - endnu en succes! Manden sagde at det var den bedste sushi han længe havde fået. Selvfølgelig er mit ego nu på størrelse med Sjælland.. Det skal nok komme hurtigt ned i løbet af mandagen...
5
Antal ømme muskler:
639
Antal brækkede knogler:
0 (næsten et mirakel!)
Antal cigaretter:
5
Super weekend! Denne weekend var den Mr. Big fik sin fødselsdagsgave i form af en masse oplevelser. Den blev kickstartet med en tur i Operaen - Svanesøen. Smuk dans og vidunderlig musik, scenografien er jeg ikke sikker på jeg elsker. Den er lidt kold til mit romantiker hjerte.
Lørdagen fik vi klatret for første gang for ut. Jeg kom 11 meter op uden at falde og uden at brække knogler eller brække mig udover alle de andre = succes!
Frokost på papirøen - fyldt med hipstere og dyr mad, men nu har vi prøvet det.
Aftenen stod på sushi i Store Kongensgade - endnu en succes! Manden sagde at det var den bedste sushi han længe havde fået. Selvfølgelig er mit ego nu på størrelse med Sjælland.. Det skal nok komme hurtigt ned i løbet af mandagen...
onsdag den 21. september 2016
Barnepige søges til opdragelse af 4 voksne - tak!
Jeg er helt med på at man bliver mere moden des ældre man bliver og alt det der. Men helt ærligt, jeg er 26 år og indenfor de sidste 2 uger har jeg adskillige gange hørt fra ældre i min omgangskreds med hæslige sætninger såsom 'du bliver klogere' eller 'det synes du nu, men bare vent'. hvorfor er det at man skal nedværdiges til et eller andet der tydeligvis hverken er 'klog' (definitionen af den kan jeg så rable løs om flere timer, men nu tager vi den med i det tænkte eksempel) eller har de 'rigtige' meninger. ARGH!
Ingen tvivl!
Perpektiver, meninger og måder at formulere sig på ændrer sig igennem livet, men hvem helvede har sagt at det er til en retning de finder mere 'passende'? Hvem i al verden har også bildt mødre/bedsteforældre ind at man kan tillade sig et forsøg på at opdrage et voksent menneske når meningerne ikke stemmer overens?
Kan man sende de ældre generationer i ens familie på en høfligheds anstalt hvor de lærer ting såsom at det er for sent at begynde et forsøg på opdragelse på voksne børn efter de har haft en hippie agtig tilgang til livet de sidste to årtier???
Alle gode forslag sendes til min mail - TAK!
søndag den 18. september 2016
Oldtidsfruen i forbrugersamfundet ..
Hver evig eneste dag bombes jeg (og formentlig alle jer andre) med artikler. De kan fx være fra costume eller andre blade, der udgiver helt revolutionerende artikler hvor de pænt forklarer dig hvordan det ''rigtige'' forhold er, hvem der er den eneste ene, do and don'ts i forhold (og som single), er jeres forhold i virkeligheden sundt(?) osv.
Hvor er det dog frustrerende at jeg overhovedet klikkede ind på disse og desværre troede på dem!
Hvem i al verden kan dog tro på at en journalist uden større erfaring kan udtale sig om hvert enkelt forhold i hele Danmark? I ''de gode gamle dage'' måtte man kæmpe for forhold og ægteskab. Der var noget der hed ''til døden skiller'' og ikke ''til vejen blev en smule bumlet og den ene fuckede op''.
I det hele taget er det vist bare indbegrebet af det forbrugersamfund vi lever i. Vi køber møbler fra IKEA og smider dem ud når farven eller sæsonen ikke lige passer, moden der skifter hele tiden og unge piger der skifter med den, ødelægger vi noget så køber vi bare en ny..
Hvad med at fikse den ting der gik i stykker? Hvad med at foretage sit køb baseret på et kvalitetskrav fremfor på udseendet af ''møblet''?
Hvis man nu accepterer det uundgåelige faktum at når man bruger noget - hvad end det er et antikt møbel, et forhold eller det helt dyre tøj man har sparet i 100 år til (eller lavet et massivt overtræk) - så vil det blive brugt, der vil komme skrammer og ikke alle kan fjernes igen. Men det er jo trods alt stadig af den samme støbning som det var før, det har ikke ændret sig, kun efter de nye standarter for urimelig perfekt er der nu en skramme der ses som en fejl.
Så er det eneste spørgsmål tilbage jo nok om man vil lade den fejl dominere og smide det ud, eller om man vil se det som uundgåeligt patina og beholde hvad man oprindeligt elskede?
Hvor er det dog frustrerende at jeg overhovedet klikkede ind på disse og desværre troede på dem!
Hvem i al verden kan dog tro på at en journalist uden større erfaring kan udtale sig om hvert enkelt forhold i hele Danmark? I ''de gode gamle dage'' måtte man kæmpe for forhold og ægteskab. Der var noget der hed ''til døden skiller'' og ikke ''til vejen blev en smule bumlet og den ene fuckede op''.
I det hele taget er det vist bare indbegrebet af det forbrugersamfund vi lever i. Vi køber møbler fra IKEA og smider dem ud når farven eller sæsonen ikke lige passer, moden der skifter hele tiden og unge piger der skifter med den, ødelægger vi noget så køber vi bare en ny..
Hvad med at fikse den ting der gik i stykker? Hvad med at foretage sit køb baseret på et kvalitetskrav fremfor på udseendet af ''møblet''?
Hvis man nu accepterer det uundgåelige faktum at når man bruger noget - hvad end det er et antikt møbel, et forhold eller det helt dyre tøj man har sparet i 100 år til (eller lavet et massivt overtræk) - så vil det blive brugt, der vil komme skrammer og ikke alle kan fjernes igen. Men det er jo trods alt stadig af den samme støbning som det var før, det har ikke ændret sig, kun efter de nye standarter for urimelig perfekt er der nu en skramme der ses som en fejl.
Så er det eneste spørgsmål tilbage jo nok om man vil lade den fejl dominere og smide det ud, eller om man vil se det som uundgåeligt patina og beholde hvad man oprindeligt elskede?
Abonner på:
Opslag (Atom)