For ganske kort tid siden gik det op for mig at jeg havde trisset rundt i en tilværelse blandet med arbejde, studie og ansvar hele tiden. Intet var uden formål, intet var unødvendigt alt var fornuftigt. Ved i hvad? Jeg havde en følelse af grå inden i mig. En følelse af at jeg ikke vidste hvem jeg var eller hvad jeg ville. En følelse af at jeg eksisterede, men ikke at jeg levede. Hvem var jeg?
Ærligt så er jeg nok ikke helt ude af det. Men jeg prøver. Længe har jeg kæmpet, faktisk i mere end et år, for at komme bare nogenlunde ovenpå. Jeg har kæmpet med skyld, dårlig samvittighed og en manglende identitetsfølelse. For filan hvor er det dog svært! og nok lidt dyrt eftersom jeg købte mig fattig i mindfulness bøger... Det mest frustrerende er, at der ikke er noget 'easy fix'. Der er ikke én måde der fungerer for alle. Måske bare det at dele erfaringer og tale åbent om det hjælper?
Det første jeg har forsøgt at gøre er at returnere det at være voksen. Den er sendt retur med GLS. Alle de restriktioner og korrekte etiketter vi sætter på hinanden har jeg smidt ud. Dengang man var barn accepterede man alle for dem de var og det er jeg bestemt i gang med at arbejde op igen. I stedet for at fokusere på fejl på andre (og faktisk øge din egen usikkerhed), forsøger jeg at fokusere på ting jeg glæder mig til og hvad der er dejligt ved hvert enkelt menneske. At finde en glæde lige der hvor jeg er og ikke vente med at glæde mig over livet til 'når jeg kommer hjem'. Det er ikke de store ændringer der gør noget, det er dem du laver lige nu!
Det næste jeg gjorde var at købe en mindfulness bog. Det lyder nok tacky, men det virkede!
Med denne bog gik det op for mig hvor vigtigt det var for mig at få tilgivelse. Det var hårde ting, der ikke var noget jeg nogensinde havde lyst til at anerkende skete, men de skulle siges højt og jeg skulle høre ''jeg tilgiver dig''.
Hvis du forestiller dig dit barne jeg. Se dig selv som dengang du var barn. Lille, fin, uskyldig, ærlig, kærlig, sårbar og glad. Så tænk på hvor meget du sidenhen har banket det barn ind i nogle rammer som du ikke selv har bestemt. Se hvordan du har hadet det barn for ting det ikke kunne gøre for. Se hvor dårlig du har været at tilgive det barn når det lavede fejl. Se hvor hårde krav du sætter. Hvor tarvelig du er til at rose det når det endelig gør noget godt. Prøv så at se hvordan det ser ud nu, med tårer ned af kinderne, mærker på kroppen, selvhad, forvrænget selvbillede og ulykkelig. Men børn er heldigvis ikke uden en fantastisk evne til at hele når det præsenteres for kærlighed. Hvis du behandler dem ordenligt og passer godt på dem, så elsker de dig igen. Måske skulle du prøve det med dig selv?
I får lige et citat med på vejen
''If we can just let go and trust that things will work out the way they're supposed to, without trying to control the outcome, then we can begin to enjoy the moment more fully. The joy of the freedom it brings become more pleasurable than the experience itself'' - Goldie Hawn
