mandag den 5. marts 2012

Hvor mange gange kan knoppen ryge?

Venner... Et vidt begreb, hyppigt brugt ord, dog er betydningen meget forskellig fra person til person. For mig betyder ordet ven en jeg hygger mig med, en jeg har det godt sammen med og en jeg ved hygger sig med mig.
De er altid gode at have, nogle vil nok mene at man aldrig kan få nok, mens andre vil mene at de allerede har for mange.
Vi kan sikkert alle blive enige om, at venner betyder alt - omend i hvert fald en del, men til hvilken en pris skal man holde fast?
Skal man, fordi man engang har delt en masse gode stunder, uden betingelse holde fast på dem til evig tid?
Skal man, selvom de er den der skader en, holde fast grundet det ordsprog at dem du elsker er dem der kan skade dig mest?
Eller skal man egentlig bare, i bund og grund, slippe de ting der skader dig mere end gavner?

Måske er det bare i perioder?

Har vi ikke alle haft en super god ven, som vi slap pga en eller anden latterlig konflikt, men senere fandt sammen med igen? Det er da en mulighed, at venskaber kommer alt efter livssituationer og muligheder.
Så kan man jo så smukt argumentere for, at de venner der er der gennem alle situationer er de sande venner (men kan man dele dem op i kategori af sande og falske eller er det i virkeligheden gode og overfladiske).

Men hvad så hvis konflikten ikke er så latterlig?

Hvad så hvis konflikten er noget der får din mave til at vende hver gang man tænker på den? Til sidst kommer der det punkt hvor intet vender sig mere. Hvor ligegyldigheden rammer dig og din forhenværende ven ikke bliver svær at slippe. Dette betyder jo ikke at alt slettes. Det betyder på ingen måde at personen ikke stadig ville kunne udfylde nogle tilværelser for dig. Det betyder måske bare, at de har haft en plads, de valgte at slippe og slaget ned til bunden af skuffelsen gjorde ondt på en selv.

Tid læger alle sår (jeg vil her mene at det er erfaringen, gjort i den tid, der læger alle sår!) siger man,
men er tiden måske med til at lade betydeligheden af en eksistens mindre?

Så mht til venner,  hvor mange gange skal hovedet så rulle ned af bakken, forend vi fatter den? Well, så længe behovet for venner er der, så længe vi holder af dem og så længe de venner er menneskelige, jamen så længe vil vi risikere at blive såret af dem vi holder mest af - ergo så længe vil vi villigt løbe den chance for at høre skuffelsen synge: af med knoppen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar