onsdag den 6. juni 2012

Det at sige, det..

Der er de ting man bare siger. De nemme ting. De ting man ikke engang tænker over glider ud mellem læberne. 
Der er de andre ting. De ting som naturligt glider ud, ikke fordi det bare er noget man siger, men fordi det føles naturligt at sige til personen. Nogle mennesker, og ens forhold til dem, gør de ting at sige, lige så nemt som at trække vejret. Ikke mindre rigtigt, heller ikke mindre vigtigt, bare nemt. Behageligt. Dejligt. 
Der er de ting folk siger til en, man aldrig glemmer. De ting man kan smile af flere år efter - også selvom man ikke længere har nogle relationer/forhold til dem. 


Og så er der de ting folk forventer du siger til dem.. 


Det er så nemt, at sige de ting de gerne vil høre. I de fleste tilfælde kræver det ikke særlig meget at læse situationen, eller for den sags skyld at læse personen. Men hvad nu hvis man lige har en on going debat med sig selv om, hvad, hvor meget, hvordan og hvornår man har lyst til at sige den slags ting, og så personen bare springer ind foran i køen? 


Uanset om man vil være ved det - og med man, mener jeg, jeg - varmer det altid når folk siger søde ting. Lad mig lige rette, det varmer altid når folk siger søde ting og man ved de mener dem. Det gør det hele værd. Muligvis bliver jeg en smule sentimental her på mine gamle dage, men når man holder af nogen, så er al den tid man bruger på ikke at sige det til dem spildt. 
Hvorfor forventes det at man holder den slags for sig selv? 
Det er da ikke en skam, at holde af personer? 
Der er mange måder hvorved man kan lide andre mennesker, men meget få der er direkte forkerte (og selv om de er forkerte, er de altid gjort med de bedste intentioner). 


Hvis i føler jer en smule sentimentale eller måske bare afslappede, må jeg så tillade mig, at anbefale Debussy - Clair de Lune ? Fantastisk klaver stykke. Måske en moonlight sonata?


Nu vi taler om søde ting sagt til en i tidens løb. Så er nogle af de ting der står meget klart i min hukommelse: 


'Jeg takker alle de idioter der lod dig gå.. Efter dem fandt du jo mig' 


'Jeg har ikke travlt. Uanset om det er nu, eller om et halvt år eller hvornår det nu sker, så er det dig' 


'PIGE! hihi, vi skal være unge og vilde og vi skal bare nyde det pisse meget' 
- Dette blev sagt på vej til en ungdomsfest. Egentlig var festen ikke særlig fed, jeg husker heller ikke den særlig tydeligt. Men cykelturen med min veninde husker jeg. Vi grinede, fniste og snakkede om hvor fedt vi havde det og bare skulle blive ved med at have det hele den sommer. Det var en god sommer. 


Nogle gange har jeg overvejet at skrive dem (og med dem, mener jeg de glade minder) ned i min lille sorte bog. På den måde er de jo nemme at genkalde, når jeg har brug for en lille opmuntring. Nu har jeg så skrevet dem her. 


Det var da egentlig en meget god idé. Fylde en bog med alle de positive episoder, glade tanker og søde ting folk siger til en. Det tror jeg faktisk, jeg vil gå i gang med. Bare en lille privat note til de grå og kedelige dage vi aldrig har her i DK. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar