Hvor går grænsen?

Når en person presser dig, konstant, hele tiden, hvorved han på magisk hvis tvinger dig til at være en person du dybest set ikke vil være - en afviser- hvad kan man så gøre andet end at blive ved?


Erfaringen har vi alle sammen. Den dag ham der fyren, du ikke er helt er interesseret i, kommer op og spørger om ikke i skal ud og drikke kaffe sammen, er den dag hvor knuden i maven kommer. Personligt, er min knude en blanding af dårlig samvittighed, skyld, vrede og irritation. 
Jeg ved jo, at jeg ikke er interesseret i den her dreng, men hvis jeg gør ham glad og siger ja, så går jeg jo ud med ham velvidende om at det aldrig ville blive til mere end mig der hugger hans kaffe - ergo er jeg en dum en. 
Hvis jeg derimod siger nej tak - ved godt det er svært, det kræver nosser x 1000 - skal jeg se det i hans ansigt og have det dårligt.
Min personlige  foretrukne er nr. 1, men det er kun fordi jeg er for kujon til at gøre, hvad jeg egentlig finder som værende den bedste løsning - nr. 2. 


Det ville jeg dog ønske jeg havde gjort.. 


Den første dag han spurgte om han ikke måtte komme hjem og se film hos mig, sagde jeg at det kunne han da godt. Velvidende om, at jeg ikke var interesseret i det samme som ham. Det blev sent og jeg troede han kunne opføre sig ordentligt - burde dog efter første gang han slog sig løs foran mig, have indset at manerer ikke var aktuelt her - så jeg tilbød ham at blive sovende, med resultatet at han syntes han skulle ligge klods op af mig og kysse mig i nakken. 

Efterfølgende når jeg så ham, afviste jeg hver gang han blev 'røreagtig' og håbede at han forstod det. Jeg satte mig endda ned med ham, forklarede ham at det aldrig ville blive til noget og at jeg syntes det var en dum idé. Han sagde at beskeden var feset ind - men nej - lidt efter var han stadig overbevist om at han godt måtte komme med mig hjem, hvortil jeg gentagne gange har afvist ham (og tilmeld afvist igennem hans venner som han så fik til at snakke med mig). 


Der kom en weekend hvor vi skulle på lejrtur. Jeg lånte en sovepose af ham (han havde to og havde ikke brug for den ene) - troede naivt igen, igen, at vi var ved at nå et vennestadie. 
Den første aften (ud af to): Så han at jeg var på vej i seng, jeg havde i forvejen ikke fået noget søvn dagen før (1 time max), så jeg havde bare brug for at komme op i min køjeseng og sove til den næste dag. Han begynder så at stå og argumentere for, hvorfor han skal sove der med mig. Jeg bliver igen ved med at afvise, men han forstår det simpelthen ikke. Min veninde bliver til sidst så træt af det, at hun stiller sig ned til ham og siger at nu skal han gå sin vej. 


Den anden aften: Forløber sig stille, han holder sig lidt på afstand i løbet af dagen (total lækkert - pusterum). Jeg går kold i min seng ved en to tiden. Jeg sover lykkelige 5 timer, førend jeg bliver vækket af en der står og prikker mig hårdt i siden. Da det går op for mig, vågner jeg med et chock og ser ham der står med et irriterende lusket smil på. 
''Skal jeg ikke komme op til dig?'' hvisker han til mig, helt tæt ved mit hoved, således at jeg får en unægtelig lyst til at slå ham virkelig hårdt. Han træder over min grænse, en grænse der for længst blev overtrådt. Han hvisker til mig, tæt ved mit hoved. Han er alt for tæt på! Tænkt at han stadig tror at han må det?? Hvad helvede bilder han sig ind? Han vækker mig - ved at prikke mig - for at hviske som om han har ret til at komme op i min seng! 
''Nej X gå væk!'' Vrisser jeg af ham. 
''Nej, skal jeg ikke lige komme op'', han forstår det simpelthen ikke?
Efter lang tid fatter han endelig at han skal gå. Jeg kan så ligge med tømmermænd, ondt i maven og kvalme alene - vågen. 


Efterfølgende har han igen holdt sig lidt på afstand, indtil nu.. 


Nu begynder han igen, efter vi har været til fælles arrangementer, at sige: ''Skal jeg ikke lige med dig hjem?'', hvor jeg takker nej, mens at han nikker på hovedet og siger '' Jooo, vi skal bare se en film''


Han bliver ved?


Hvis der er nogen der har en opskrift til hvordan man får denne her ting væk, så lad mig endelig vide det, for jeg er ved at løbe tør for idéer?