Dear Santa, A Pair of Red Ruby Slippers, please?

Hvad nu, hvis man bliver ligepræcis den, man ikke vil være? Når man ser latterlige piger/drenge, og tænker sådan der vil jeg bare aldrig opføre mig..
Når man lader lidt for meget slippe og derved mister den lille silketråd der til daglig holder ens nakke oppe?
Følelsen af at man dingler, slaget når man rammer virkeligheden man selv har skabt, øjnene der flakker rundt da de prøver at finde et holdepunkt. Lidt ligesom en af de dårlige drømme, hvor følelsen af fast forsvinder, man svæver rundt, slynges ind mod vægge der ikke eksisterer, en unævnelig lyst til at knække midt over sætter sig i maven, hvorefter man vågner badet i blod, med lukkede øjne, man er bange for at åbne i frygten for, at det ikke var en drøm.
Det er sgu da dumt? Virkeligheden venter lige på den anden side, uanset hvor lukkede mine øjne er. You're not in kansas anymore'  
Er nødt til at skrive mig bag øret, at jeg skal bede om et par røde rubin slippers til jul.


Alle kan spille ludo - selv jeg.. Hvorfor er det her spil så skide svært for mig? Eller har jeg bare ingen jordisk chance for at spille, hvis dem jeg spiller med snyder sig igennem?
Burde jeg folde? Indse at jeg er ude et sted hvor jeg ikke kan bunde, lægge kortene på bordet (naturligvis med billedet ned, bare fordi jeg folder behøver de ikke vide alt ;) )


De dårlige vaner man havde og stoppede, ikke for dem, men for at tiden man tilbragte sammen skulle blive mere behagelige, er det så ikke lidt fristende at starte dem i protest?


Måske er problemet kravene til spillerne ? For høje eller for lave ?


Måske er problemet kravene til selvet? Manglende kompetencer burde måske tages højde for, førend der spilles?


Men nu er det jo altid nemmere at bebrejde alle andre, hele verdenen, sågar universet, førend man ser de fingre der peger ind. Så skal vi ikke bare sige, at det er alle andre der er nogle klodsmajorer og at jeg bare ikke kunne reglerne?