Vi er i et samfund der er stressende, højt kørende, socialt og utrolig dømmende. Mange mennesker 'poster' evigt solskins historier for resten af verden at se. Billeder med den rigtige kop, den rigtige blomst og det helt fine lille skinnende stearinlys ved siden af i den helt perfekte kombination. Folk har så travlt med at pryde deres fjer, både stilmæssigt, online og forholdsmæssigt. Vi bliver dagligt bombaderet med andre folks perfekte liv i en sådan grad at vi de fødte eksperter i andre folks liv.
Men hvad så med dem der ikke pryder? Hvad med alle de nedture vi allesammen må gå igennem? Hvor i al verden ser man dem henne?
Den effekt at folk bliver ved med at insistere på de har det perfekte liv sammen med ingen taler om alle nedturene, skaber en enorm følelse af ensomhed for den ene der sidder alene og tænker - hvem har det som mig? Personligt kan jeg på ingen måde identificere med det perfekte liv og jeg tænker at jeg umuligt kan være den eneste. Hvad ville der ske hvis man åbnede op for en debat, en offentlig ægte debat, hvor det blev okay at vise alle de lorte dage vi allesammen oplever? At vise man ikke er det perfekte menneske, at vise at man ikke har formået andet end at drikke kaffe og have dårlig samvittighed en hel dag (ja, du gættede rigtigt, det er min dag indtil videre). At vise man laver fejl, formentlig ligeså ofte, som man laver ting rigtigt. At vise den usikkerhed der ligger dybt i de fleste mennesker. At vise at i bund og grund så er den eneste grund til at folk har så travlt med at præge deres ydre image vel egentlig et forsøg på at aflede opmærksomheden fra hvor hult de føler det inden i?
Hvad er der egentlig galt i at stå ved man kan glemme ting og have lorte dage?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar