Den perfekte mand med fejl?

Vil vi nogensinde få det hele ? Eller rettere, vil vi nogensinde være tilfredse med det hele?

Manden dukker op, vennerne har det godt, lejligheden er der styr på og skolen er endnu ikke begyndt.
Stadigvæk. En mand der er så klar til at give ro og tryghed, en mand med smukke øjne, en mand overfor hvem det er muligt at krybe ned i ens sande jeg, en mand der bekræfter (uden at skræmme), en mand der lytter og husker. Den perfekte mand. Alligevel er det så nemt som ingenting, at se udover alle de gode ting og finde fejlene. Brættet der ikke sættes ned igen (hvem har egentlig nogensinde sagt det skal være oppe), svaberen i badet der ikke bruges, håndklædet der bare smides, den der irriterende følelse af at blive krammet og kysset alt for mange gange...
Men efter det.. Efter man har været alene og selv synes at det har varet en evighed, kigges der på uret hvor det afslørende tal af 5 timer alene blinker. 5 timer hvor en har siddet til uduelighed, kigget på en skærm og haft ingen inspiration.
Så hvorfor er det at man har så travlt ved at finde fejl, når jeg sidder tilbage og savner det hele med fejl? Skal der være noget galt, førend jeg er tilpas?