Princecharming i tårnet?

Når vi ser en bulldog, får nogle automatisk et naturligt 'awareness' pga den attitude der ligger i hele dens væremåde, de rygter man har hørt og de fordomme man har overfor den 'slags' hunde. Det hele bunder vel i en smule frygt for dyret. Man kender det ikke, du kan ikke læse dets tanker. Når den kommer tæt på dig er det så fordi den vil kæles og klappes, eller vil den nuppe den sandwich du stod med i hånden?
Det var en tanke der strejfede mig forleden, da jeg havde en samtale med en ven. Hvorfor er folk så hårde til at dømme, uden egentlig at kende? Min ven er den sødeste, rareste, mest loyale og åbent sindede person der findes. Det eneste problem er, at hans opvækst har gjort ham hård. Både attitude og udseende er hårdt. Det skriger til mennesker 'LØB!'. Hvilket er så ærgerligt, for lærer du ham at kende, vil du vide hvor rar han i virkeligheden er. Jo nogle gange siger han tingene hårdt, men bed ham omformulere og du indser du tolkede det helt forkert.
Men hvad gør man så som bulldog når man gerne vil møde piger? Hvordan skal man kunne møde nogle, når ingen tør komme tæt på?

Så tænkte jeg, hvad med at læse 'Spillet'? Eller gentlemans bøger? Eller ændre stil? Blive klippet?

Men så igen.. Ville han stadig være sig selv efter alt det? Eller ville jeg få kørt ham ud til at være noget, hvor han ikke kunne genkende sig selv?
For at være helt ærlig er han allerede den perfekte gentleman. Han har dyrket kampsport hele sit liv, så på trods af hans størrelse er han ret 'hardcore'. Det eneste han fejler, er faktisk at han burde tage et talekursus, hvor han lærte at stoppe med at bande.

Det er det.

Prøv at tænke over hvor mange fejl folk normalt har. Hvor mange irriterende ting man er nødt til at finde sig i, fordi konfrontationen vil fylde mere end hvad man ville have det til.

Så jeg besluttede mig for, at lade være med at ødelægge ham og gøre ham til en eller anden klon af multifarvede sokker, krøltoppet gele hår, wanna be tv gentleman. Lad ham være den han er. Forhåbentlig er der en anden der opdager ham og beslutter sig for, at det er for godt til at 'pass up'. Men stadigvæk, hvor er det bare unfair at det første vi ser er udseendet og ikke et skilt med vores personlighed. Vi kunne få en farvekode for vores personlighed, så folk kunne se hvem man var. For det er nemlig nemmere? Måske har jeg set for meget Looper og science fiction.. 

Hav en fantastisk weekend folkens!