Ud af det blå?

Nogle gange føler man lidt at ting kommer (eller rettere siges) ud af det blå. Men er det nu i virkeligheden også sandt ? Er vi virkelig så blinde, at vi ikke er i stand til at opfange de små ting? Er der tilfælde hvor der ikke ses små tegn/ting? Eller opfatter vi dem hurtigt, men nægter at se dem?

Hvorfor er det, at vi lader ting komme, ud af det blå?

Se hvis nu man sidder og hygger sig med en ven. En ven der tilfældigvis også er en mand. Så kunne mna sige at det kom ud af det blå da han lagde an på en, men det ville være lyv af værste kaliber. Forinden det skete har jeg jo pænt og nænsomt lavet: Dådyrøjne, lidt for upassende nedskårne skjorter, korte nederdele, rolig talemåde, givet skjulte komplimenter, perfekt men minimal make up (tilpassende usynlig så det tænkes, at jeg jo bare er naturlig skøn - bullshit btw - og nem at tale med- til tider), den kontrollerede latter og i det hele taget illusionen om at du er som ingen anden og aldrig kan smides ud af kontrol.

Er ude af det blå så et resultat af, at det er så dybt lagt ind i mig (flirten), at jeg ikke længere bemærker hvad jeg sender? Eller hvad jeg modtager?

Er den egentlige grund til at jeg siger det kommer ud af det blå i virkeligheden, at jeg ikke vil have den slags opmærksomhed, er for pinlig over min egen handling i sagen og således fralægger jeg mig al skylden og lader ham være sorteper?

Er min idé om 'ud af det blå' i virkeligheden bare mig der opdager hans reaktion på mine tegn (dog er disse tegn ikke bevidste) en lille smule for sent?

(NB! Ikke hermed sagt, at nogle ting, i nogle bestemte situationer ikke virkelig kommer ud af det blå, uden egen indblanding!)

Musik for tiden: The Weeknd