Fordomme?

Når nu vi møder folk, uden at vide det, agerer de fleste af os som dommere. Vi får lagt en anklaget op på bænket, fremlagt de tydelige beviser og dømmer. Men dømmer vi for hurtigt?
Burde vi ikke høre forsvareren ud, se hans gode sider og dernæst dømme ham, med lidt mere holdbare argumenter end hårfarve, vægt og formen på hans næse?
De fleste af os ændrer vores mening omkring en person ligeså snart hans personlighed ses. Om så det er den smukke fyr, med de maskuline træk, der egentlig er en uintelligent, kraftidiot med alt for mange damer i ærmet. Den anden som vi troede var en joker, viser sig så at have den bedste mest loyale personlighed du har mødt.
Når alle beviser så er fremlagt og ens fornuft fortæller en at jokeren vinder, hvorfor er dommeren så stadig i tvivl?
Er det i virkeligheden dommeren der skulle for retten og blive dømt? Hvad ville man så se? En usikker bange person, med en alt for dyb frygt for at binde sig til overhovedet at være jokeren værdig. Der er bare ingen der ser de kæmpe fejl hos dommeren (muligvis ikke engang dommeren selv) eftersom det forhøjede sæde gør det svært at se.
Når vi dømmer andre på at være alt for loyale, alt for klar til at binde sig, eller alt for søde og opmærksomme, er det så i virkeligheden vores egne negative sider der er sat for retten og afvises eftersom det er sider vi ikke lyster at se? Falde vores hammer for hurtigt? Er fordomme nogensinde retfærdigt placeret?