Bare en tanke..

Jeg gør tit noget rigtig dumt. Lige inden jeg falder i søvn, kommer der altid 100 gode idéer hoppende op i mine tanker. Det at jeg aldrig formår, at nedskrive en enkelt, er da usædvanlig dumt. Så nu har jeg et fast makker ved siden af min seng; en blok og en rigtig fin pink kuglepen (ikke den fimsede, men en kick ass pink Parker pen). 

Det kan vise sig at være nyttigt. Det er nemlig hermed bevist at 50 % af de ting man er dømt til at glemme, når man løber ud af døren næste dag - ikke glemmes! Ikke flere ildrøde kinder, fantastisk. 

Det var et sidespring. 

På trods af min midlertidige klarhed gennem sindsyge, kunne jeg stadig formå at smide noget godt væk til fordel for en søgen på noget jeg egentlig ikke vil have. Man ved først hvad man vil have, når det ikke længere er hos en? 

Hvad så hvis fejlen ikke var dig eller nogle andre, men mere hvad alle andre har bildt dig ind at du gerne vil? Det gav ikke mening. Samfundet smider hele tiden ting i hovedet på os; 

- Du skal veje 55 mens du er 175 cm

- Du skal have lige tænder

- Du skal have pæne bryster 

- Du skal have flad mave (på trods af at dette er total unaturligt!) 

- Dine lår skal være slimline modellen 

- Dit hår skal være alt andet end leverpostej / nøddepaté farvet

- Du skal have en helt ny og unik musiksmag, samtidig med at du skal kende alle 'klassikerene' 

- Du skal have børn mens du er 21 - 27 år gammel (og husk nu endelig at spise den der skide folinsyre, eller bliver dine børn tossede)

- Du skal i øvrigt have en god uddannelse 

- Du skal tjene en masse penge 

- Du skal finde den perfekte mand / livspartner inden du får dine børn 

- I skal bo i et fint, lille hus med vovse, volvo og ... 

- Du skal dele dem med alle 

- Du skal have det rigtige mærke på

- Du skal bruge og købe økologisk 

- Du skal have en mening om alt 

- Du skal kunne svare på alle latterlige spørgsmål vedrørende din uddannelse (på trods af at de hører til et meget højere semester end dit nuværende)

Det er ret meget at huske når de fleste (eller i hvert fald jeg), bare har svært ved at huske hvem vi/jeg selv er til tider. Måske er nogle af tingene mest hensigtsmæssige at tage hånd om nu, men betyder det nødvendigvis, at det er det rigtige for mig? 

Hvad hvis det jeg i virkeligheden bare ønskede mig, var at tage alting stille og roligt. Ikke stresse over folks forventninger. 

Helt ærligt? 

Så har jeg allermest lyst til at ligge i vandet med maven oppe over vandkanten, øjnene lukkede, vandet lige op over ørerne og så tænke på ingenting. Lyden af ingenting og alting på samme tid. Ingen forventninger, ingen tanker, intet drama, ingen tidsfrister, bare helt ren og uskyldig nydelse på allerhøjeste plan. En park, i græsset, helt alene og lytte til fugle eller andre ting omkring mig. En tur nede ved søerne, hvor jeg kan se fuglene gå amok i vandet. En løbetur med mine ikke-slimline lår, der får mine lunger til at spasme og mit hjerte til at galopere. Løbe for kun min skyld.  

Det er hvad jeg vil. 

(Deprimerende tanke, at alle de negative ting, fylder meget mere end de positive..)

Min fejl

Jeg har tænkt lidt (Ja ja, jeg ved det godt, tillykke til mig).. Det passer slet ikke, jeg har tænkt meget. Hvad betyder det, når man bliver sur?

Uretfærdighed?
Indse egne fejl?
Undertrykte ting?

Jeg vil i øvrigt anbefale Miranda Lambert - Me and Your Cigarettes, til at læse dette indlæg.. Måske også en god kop dampende the?

Her forleden, kunne jeg selv mærke den der ubehagelige, kildende følelse. Den starter i maven, kører ud i fingrene, op gennem halsen imens den danner et hulrum i maven. Kender i den? Hos mig kommer den som regel når jeg føler, at jeg oplever alle ovenstående emner.
Den bliver så senere ændret til en skam, der fylder endnu mere, det sekund jeg indser hvor dum jeg har været.
Hertil kommer så det spørgsmål, jeg helst så mig at undlade. Hvorfor blev jeg så skide sur og latterlig?

Uretfærdigheden: Jo, jeg blev ikke stolet på. Så det er klart, jeg bliver røv fornærmet.
Indse egne fejl: Da jeg ikke selv havde set det var min fejl, men blev vist at det var min fejl, blev jeg yderligere vred. Hvorfor? Måske var jeg flov over, at jeg ikke selv kunne se det? Hvorfor kunne jeg så ikke se det?

Undertrykte ting..
Den kasse man aldrig har lyst til at rydde op i. Allerede her, ved at skrive man i stedet for jeg, fraskriver jeg den endnu engang (sort, det ved jeg).
Jeg har gået og undertrygt ting. I stedet for bare, at sige tingene som de er, lukker jeg dem inde, indtil de eksploderer og jeg står smurt ind i skam / problemer / idioti fra min side.

Hvordan løser man så den her? Hertil kommer mit sidste spørgsmål - skal alting løses?

Bare fordi det ser dejlig fredeligt ud

Tænk over det. Nogle gange kan man bare ikke løse gåden. Skal man så bruge 100 år på at tænke så kraftigt således at det driver en til vanvid.. Jeg finder det bedre bare at give slip, sige undskyld, give tid og acceptere, at det ikke længere er i mine hænder.

Hvis personen kan tilgive, må man - og dermed mener jeg lige pt, mig - gøre sit bedste for at stoppe bølgen næste gang den slår til. Måske endda overveje, at stoppe op og overveje hvorfor, førend jeg bare brager ud over det hele. Jeps, det vil jeg gøre.

Hav en dejlig dag folkens.